International profil
Fra borgerdyd til verdensborger.
Østre Borgerdyd Gymnasiums elever skal kunne fungere som aktive borgere i samfundet - ikke blot i Danmark, men også i Europa og globalt. Derfor indgår det internationale aspekt og udviklingen af elevernes interkulturelle forståelse i studieplanen på alle studieretninger.

Besøg af udenlandske gæstelærere og gæsteelever bringer omverdenen ind på skolen, og Østre Borgerdyds elever udgør selv en verden af sprog og viden om lande og kulturer fra hele kloden.
ØB's elever engagerer sig hvert år i Den internationale uge og i Operation Dagsværk og fokuserer dermed ikke blot fagligt, men i praksis på unges forhold andre steder i verden.
Studierejserne tager udgangspunkt i studieretningsfagene og studieretningens faglige profil. Der kan rejses samlet i 11 dage fordelt over 2. og 3.g. Ofte vil der være tale om en progression: I 2.g rejser man inden for Europa og med en høj grad af lærerstyring, mens man i 3. g rejser længere væk og med større krav til elevernes aktive deltagelse i planlægningen og selvstændighed på rejsen.
Også enkeltelever kan i en begrænset periode studere i udlandet. For eksempel udveksler et mindre antal elever hvert år med Lund Katedralskola og Duborg-skolen i Flensborg. Og samfundsfaglige elever deltager flere gange om året i Model European Parliament sammen med unge fra de øvrige EU-lande.