Fransk
Hvorfor skal du lære fransk?
Fransk er nøglen ikke blot til Frankrig og den franske kulturs placering i Europa, men til den fransksprogede verden – mere end 200 millioner taler fransk over hele verden fra Afrika til Vietnam. Samtidig med at du udvikler din evne til at kommunikere mundtligt og skriftligt på fransk, får du indsigt i de mange fransksprogede kulturer i og udenfor Europa, deres samfundsforhold og litteratur, deres måde at opfatte omverdenen på.
Slut med fagter og fingersprog på caféer og diskoteker. Du vil kunne tale med tjeneren, gadesælgeren og fyren eller pigen på dansegulvet. Du vil efter gymnasiet kunne studere mode i Paris, høste vin i Bourgogne, bygge broer i Congo og diskutere verdenssituationen med unge marokkanere.
Hvordan lærer du det?
Vi tager udgangspunkt i den viden om fransk sprog og kultur, du har fra folkeskolen. Igennem forløbet arbejder vi med forskellige emner spændende fra Frankrigs geografi og nationale identitet (hverdagsliv, kulturliv, litteratur, kunst, regioner) over Frankrigs og de fransktalende landes rolle i Europa, i nutiden og historisk set, til de mange fransktalende lande verden over. Hvad er baggrunden for, at så mange lande har fransk som modersmål eller kommunikationssprog? Hvad skete der i mødet mellem europæerne og de fremmede kulturer?

Arbejdsformer
Du vil møde mange forskellige arbejdsformer som f.eks. klasseundervisning, gruppearbejde, læreroplæg, elevoplæg, selvstyrende studiegrupper samt individuelt arbejde med interaktive øvelser og træningsprogrammer på computeren. Du kommer til at arbejde med tekstlæsning, grammatikøvelser, rollespil, gloselege samt elektroniske ordbøger, stave- og grammatikkontrol og informationssøgning.
Du vil se film og franske teaterforestillinger, høre musik, besøge aktuelle udstillinger og deltage i arrangementer på Institut Français, det franske kulturinstitut.
Arbejdsformerne skal styrke din lytteforståelse, samtalefærdighed, sproglige præcision, læseforståelse, skrivefærdighed og evne til mundtlig redegørelse. Derfor foregår undervisningen så vidt muligt på fransk.
Hvilke niveauer kan du vælge?
På Østre Borgerdyd kan du vælge fransk som fortsættersprog – det forudsætter, at du har haft faget i folkeskolen.
Det kan afsluttes på B-niveau efter 2.g med en mundtlig eksamen eller på A-niveau efter 3. g med både en skriftlig og en mundtlig eksamen.