Tysk
Tysk i gymnasiet giver dig større adgang til en verden af oplevelser inden for moderne litteratur, film, musik, filosofi og politik, som du ellers går glip af.
Gennem de tekster, som du kommer til at læse, udvider du dit ordforråd, dit kendskab til tysk udtale og sprogets opbygning, så du bliver i stand til forstå talt og skrevet nutidigt tysk og selv udtrykke dig nogenlunde flydende på sproget. På den måde får du kompetencen til at indgå i en dialog med de tysksprogede europæere, som ud over tyskerne også omfatter østrigere og svejtsere, hvilket også kan være en fordel ved fremtidigt erhvervsvalg:
”Hvis man ser på eksportens fordeling på vores samhandelslande for 2002, tales der tysk i godt 20 pct. i vores samhandelslande. (…) I en undersøgelse fra European Community Household Panel viser det sig, at 43,5 pct. af de udspurgte over 16 år angav at anvende et fremmedsprog i deres arbejde. Blandt disse angav 72 pct., at de anvendte engelsk som første fremmedsprog, medens 18 pct. angav tysk.”
Christian Hjorth Andersen, professor dr.polit., Økonomisk Institut, Københavns Universitet, Jyllandsposten 15.11.04
Tysk indgår i et tæt samarbejde med andre fag, så den viden og indsigt, som opnås i det ene fag, kan udnyttes i de andre. For eksempel kan din viden i historie komme dine færdigheder i tysk til gode og omvendt, og i projekter eller tværfaglige temaer vil du opleve større sammenhæng mellem fagene og større helhed i din gymnasieuddannelse. Din sprogsans bliver endvidere skærpet ved, at du arbejder med flere fremmedsprog, der alle bruger samme begreber.
Østre Borgerdyd Gymnasium udbyder tysk som fortsættersprog på B- og A-niveau. Tysk på B-niveau afsluttes med mundtlig eksamen, A-niveau med både mundtlig og skriftlig eksamen.